Buy the Dip? Pas på anchoring bias

“Buy the dip.” Det er noget mange danskere har overvejet eller gjort i perioden med faldende Novo. For det kan jo ikke passe den er faldet så meget? Det er jo Novo.

Buy the dip lyder næsten som et investeringsordsprog på linje med “køb billigt og sælg dyrt”. Når markedet falder, dukker rådet op overalt. På sociale medier. I podcasts. På LinkedIn. Og ofte virker det også genialt i bagklogskabens klare lys.

Men nogle gange er “buy the dip” ikke disciplin. Det er anchoring bias forklædt som rationalitet.

Anchoring bias – eller forankringsbias – beskriver vores tendens til at hænge vores vurderinger op på et bestemt referencepunkt. 

På aktiemarkedet er ankeret ofte:

  • den tidligere kurs
  • den højeste kurs
  • eller den pris, vi selv købte til

Hvis en aktie er faldet fra 1.000 til 700 kroner, føles den pludselig “billig”. Ikke nødvendigvis fordi virksomheden er mere attraktiv. Men fordi vores hjerne stadig er forankret i 1.000.

Det er her, mange investorer bliver snydt.

Problemet med “den plejer at koste…”

Mennesker tænker relativt. Ikke absolut.

Vi vurderer ikke en aktie ud fra dens reelle værdi alene. Vi vurderer den op imod noget andet. Og det “andet” bliver hurtigt et psykologisk anker.

Det er præcis den samme mekanisme, butikker bruger, når de skriver:

“Førpris: 1.999 kr. Nu: 999 kr.”

Det føles som et kup.

Men hvis varen reelt kun er 700 kr. værd, er det stadig en dårlig handel.

På samme måde kan en aktie falde 40 % og stadig være dyr.

Når fald føles som tilbud

Anchoring bias bliver ekstra farlig under markedsuro.

For faldende kurser aktiverer to stærke psykologiske mekanismer samtidig:

  1. Vi vil gerne gøre en god handel
  2. Vi vil gerne undgå at føle, at vi gik glip af noget

Så når en populær aktie falder kraftigt, tænker mange investorer:

“Den kommer jo tilbage.”

Men hvorfor egentlig?

Ofte er argumentet ikke baseret på indtjening, konkurrencefordele eller fremtidige cash flows. Det er baseret på hukommelse.

Vi husker blot, hvad kursen engang var.

Nokia-effekten

Historien er fuld af aktier, der aldrig kom tilbage.

Nokia, BlackBerry og Cisco blev alle betragtet som næsten ustoppelige på et tidspunkt.

Mange investorer købte “dippen” igen og igen.

Problemet var bare, at markedet ikke altid overreagerer. Nogle gange ændrer virkeligheden sig faktisk.

En faldende kurs er ikke automatisk et tegn på udsalg. Nogle gange er det bare information.

“Buy the dip” virker… indtil det ikke gør

Det interessante er, at strategien historisk ofte HAR virket i brede markeder.

Hvis man købte globale kvalitetsaktier eller indeks efter store fald under finanskrisen eller coronakrisen, blev man belønnet.

Men det betyder ikke, at alle dips er attraktive.

Der er stor forskel på:

  • et midlertidigt panikfald og
  • en permanent forringelse af en virksomheds fremtid

Anchoring bias gør os dårlige til at skelne mellem de to.

Sådan undgår du fælden

Næste gang du får lyst til at købe en aktie, fordi den er faldet meget, så prøv at stille dig selv et enkelt spørgsmål:

Hvis jeg aldrig havde set den gamle kurs – ville jeg stadig købe den i dag?

Det spørgsmål fjerner ankeret – i hvert fald i en ønskesituation.

For desværre er disse bias vanskelige at komme uden om, hvorfor jeg varmt anbefaler alle at have en strategi. For strategien hjælper dig til at gøre det rigtige. Her vil vi typisk prøve at overbevise os om, at det faktisk er rationelt det vi vil gøre.

Men strategien kan være det værktøj, der holder dig til planen.

Jeg skriver lidt om hvad sådan en strategi bør indeholde lige her.

Ansvarsfraskrivelse

Indholdet på Hulemandens er udelukkende til generel informationsbrug og er ikke ment som finansiel rådgivning. Brugere bør ikke fortolke indholdet som specifikke anbefalinger eller rådgivning til deres finansielle situation.
Selvom vi stræber efter at sikre nøjagtigheden og aktualiteten af informationen, garanterer vi ikke for rigtigheden, fuldstændigheden eller aktualiteten af det materiale, der præsenteres.
Investering indebærer risiko, og enhver investeringsbeslutning truffet på grundlag af informationen på Hulemandens er på brugerens eget ansvar. Jeg er ikke ansvarlige for tab eller skader, der opstår som følge af sådanne beslutninger.
Indholdet på Hulemandens udgør ikke professionel finansiel eller investeringsrådgivning. Brugere bør søge uafhængig professionel rådgivning, før de foretager nogen form for investering.
Indholdet på Hulemandens kan ændres uden varsel. Vi forbeholder os retten til at foretage ændringer eller opdateringer når som helst.