Mange investorer og økonomer går stadig og venter eller håber på, at renterne snart skal falde. Centralbankerne har jo toppet – i hvert fald hvis man tror på markedet – og inflationen er da også på vej ned mange steder. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at vende tilbage til lavrentemiljøet, vi kendte før pandemien.
For i kulissen lurer et langt større problem: statens voksende gæld. I både USA og Storbritannien stiger gælden hurtigt, og det gør det meget vanskeligere at forestille sig faldende renter. Når stater låner mere og mere, og gælden vokser hurtigere end økonomien, bliver det både dyrere og mere risikabelt at finansiere sig. Og det kan tvinge renterne op, uanset hvad centralbankerne ønsker.
Jeg har allerede skrevet om USA’s rolle som verdens risikofrie rente og Frankrigs snigende krise. Nu er turen kommet til Storbritannien – og det ser ikke godt ud.
Det britiske budgetunderskud ligger aktuelt omkring 5 % af BNP, og statsgælden er nu over 100 % af BNP. Det betyder, at hver gang regeringen skal finansiere velfærd, forsvar eller offentlig service, skal den først betale en voksende regning til sine kreditorer.
Det værste? Den britiske økonomi vokser langsomt, og nominal BNP-vækst er nu lavere end de lange renter. Det er økonomisk gift. For når renterne overstiger væksten, stiger gælden som andel af BNP – også selvom staten ikke øger sit forbrug.
Det er det, man kalder en eksplosiv gældsbane.
Renteudgifterne eksploderer
Storbritannien er nu blandt de vestlige lande, der bruger flest penge på renteudgifter – målt som andel af BNP. Ifølge OBR og OECD er niveauet over 3 %, og andelen er stigende. For et rigt land er det højt. For en økonomi med lav vækst og politisk usikkerhed er det dybt problematisk.
Og det skaber en farlig dynamik: højere gæld → højere renteudgifter → mere gæld → endnu højere renter. Det er et klassisk gældsklemme-scenarie, som vi tidligere har set i fx Italien.
Her skal vi dog skelne. Storbritannien er ikke Grækenland i 2010. Der er tre væsentlige forskelle:
Det reducerer risikoen for en klassisk statsbankerot.
Men det løser ikke problemet. For hvis inflation og renter bliver liggende højere end væksten, vokser gælden alligevel som andel af BNP. Og hvis investorerne mister tilliden til pundet, kan risikopræmien på nye lån hurtigt stige. Dermed flytter risikoen sig fra insolvens til valutafald og inflationskrise.
Det her minder unægteligt om USA’s situation – men med én afgørende forskel: Storbritannien har ikke dollaren. Pundet er ikke en global reservevaluta. Det betyder, at investorer langt hurtigere kan miste tålmodigheden og kræve en høj risikopræmie for at holde britiske statsobligationer.
Og det ser vi allerede nu: De lange britiske renter stiger, selvom Bank of England har sænket styringsrenten. Samtidig er inflationen tilbage over 4 %, og pundet er under pres. Markederne lugter blod.
Premierminister Keir Starmer er netop tiltrådt, men han mangler opbakning i eget parti til at gennemføre den nødvendige finanspolitiske opstramning. Samtidig stormer det højrepopulistiske Reform UK frem i meningsmålingerne – og hvis de får indflydelse, bliver der næppe tale om gældsbremse og reformer.
Situationen minder mere og mere om Frankrigs politiske lammelse, hvor gældsproblemet forværres af fraværet af handlekraft.
Storbritannien står ikke foran en insolvenskrise i klassisk forstand. Men risikoen er reel: valutafald, stigende inflation og en negativ spiral, hvor investorer kræver stadig højere renter for at holde britiske obligationer.
I et land uden dollarens reservevaluta-status er der ingen naturlig køber, hvis tilliden forsvinder. Og så kan presset på pundet blive enormt.
Storbritannien er fanget i et ubehageligt spændingsfelt: økonomisk stagnation, stigende renter og voksende gæld. Og uden dollarens privilegier er der ingen margin for fejl.
Hvis man stadig tror på faldende renter – i Storbritannien eller globalt – bør man spørge sig selv: hvordan skal det kunne lade sig gøre, når gælden stiger hurtigere end økonomien? Inflationen bestemmer ikke alt – investorerne skal jo stadig gide finansiere statsunderskudene.
📌 Er USA stadig verdens risikofrie rente?
📌 Fransk gældskrise lurer: hvorfor investorerne vender ryggen til Frankrig
Indholdet på Hulemandens er udelukkende til generel informationsbrug og er ikke ment som finansiel rådgivning. Brugere bør ikke fortolke indholdet som specifikke anbefalinger eller rådgivning til deres finansielle situation.
Selvom vi stræber efter at sikre nøjagtigheden og aktualiteten af informationen, garanterer vi ikke for rigtigheden, fuldstændigheden eller aktualiteten af det materiale, der præsenteres.
Investering indebærer risiko, og enhver investeringsbeslutning truffet på grundlag af informationen på Hulemandens er på brugerens eget ansvar. Jeg er ikke ansvarlige for tab eller skader, der opstår som følge af sådanne beslutninger.
Indholdet på Hulemandens udgør ikke professionel finansiel eller investeringsrådgivning. Brugere bør søge uafhængig professionel rådgivning, før de foretager nogen form for investering.
Indholdet på Hulemandens kan ændres uden varsel. Vi forbeholder os retten til at foretage ændringer eller opdateringer når som helst.
