Hvor mange penge skal der til for at ændre adfærd?

Det, forskerne dokumenterer, er et mønster, man også ser i andre dele af adfærdsøkonomien:
Mere på spil fører ikke automatisk til mere rationel adfærd.

I praksis ændrer folk sig kun lidt, selv når deres økonomiske incitament bliver mange gange større. Forbedringerne flader hurtigt ud – og forsvinder helt ved relativt beskedne niveauer. Det er først, når arven er ekstrem, at ændringerne begynder at blive tydelige.

Det er måske den mest afgørende pointe i hele studiet:

Der findes ikke et magisk beløb, hvor man pludselig bliver en rationel investor.

Man skulle ellers tro, det lå lige for

Udgangspunktet for hele studiet er idéen om, at folk begår færre fejl, når der er mere på spil. Hvis man kun investerer et mindre beløb, kan man måske ikke rigtig motivere sig til at lave en grundig strategi. Men når porteføljen pludselig vokser til en million eller to, burde der være incitament til at tage beslutningerne alvorligt.

Derfor er forventningen, at investorer vil begynde at optimere deres adfærd, når beløbene vokser. Men som vi har set, sker det næsten ikke. Og for at forstå, hvor dybt det problem stikker, forsøger forskerne at svare på et meget konkret spørgsmål:
Hvor stor skal en arv være, før en fejl forsvinder helt?

Lokal bias: Først ved 80 millioner

Tag for eksempel lokal bias. Det er en af de mest udbredte fejl i datasættet – over halvdelen af investorerne ejer kun danske aktier. Det er ineffektivt, risikabelt og nemt at rette op på.

Og alligevel viser beregningerne, at en arveforøgelse på over 80 millioner kroner skal til, før den gennemsnitlige investor stopper med at udvise lokal bias.

Det er et voldsomt beløb – og det illustrerer, hvor stærk denne fejl er. Det handler ikke om, at folk ikke kan finde ud af at købe globale fonde. Det handler om præferencer, tryghed, vaner – og måske en tro på, at hjemmemarkedet er “sikrere”.

Høje gebyrer: Små forbedringer, langsomt

Et andet eksempel er fondsomkostninger. Mange investorer vælger fonde med høje gebyrer, selv når der findes billigere alternativer. Det ændrer sig lidt efter arv – men meget langsomt.

Og her er pointen lige så vigtig: Forbedringen sker ikke i takt med beløbet. En person, der arver 250.000 kr., betaler næsten de samme omkostninger som én, der arver 2,5 mio. Eller 5 mio. Det er først ved meget store formuer, at gebyrerne begynder at falde mærkbart – og selv der er det kun for nogle.

Adfærd er ikke lineær

Det, forskerne dokumenterer, er et mønster, man også ser i andre dele af adfærdsøkonomien:
Mere på spil fører ikke automatisk til mere rationel adfærd.

I praksis ændrer folk sig kun lidt, selv når deres økonomiske incitament bliver mange gange større. Forbedringerne flader hurtigt ud – og forsvinder helt ved relativt beskedne niveauer. Det er først, når arven er ekstrem, at ændringerne begynder at blive tydelige.

Det er måske den mest afgørende pointe i hele studiet:

Der findes ikke et magisk beløb, hvor man pludselig bliver en rationel investor.

Hvad betyder det?

Hvis hverken rådgivning, erfaring eller formuens størrelse får folk til at ændre adfærd, må vi begynde at se investeringsfejlene som noget mere fundamentalt menneskeligt. Det er ikke bare spørgsmål om penge eller viden. Det er vaner, følelser og beslutningsmønstre, der ikke forsvinder med et større beløb på kontoen.

Det betyder ikke, at forbedring er umulig. Men det kræver noget andet end det, vi normalt forbinder med økonomisk opgradering: Det kræver refleksion, struktur, bevidsthed – og måske hjælp, der går dybere end et standardmøde i banken.

Studiet bag denne artikel er: Andersen, S., Mukherjee, A. & Meisner Nielsen, K. (2021): Stakes and Mistakes, Copenhagen Business School & HKUST – du kan finde det her.