Daniel Kahneman er blevet en gigant i både psykologi og økonomi. Men selv giganter kaster lange skygger, og ifølge Gerd Gigerenzer – en af psykologiens tungeste profiler – ligger der alvorlige problemer gemt under den populære historie om menneskets irrationelle natur.
Gigerenzer var på mange måder arvtager til Amos Tversky, hvis måleteori inspirerede hans første bog. Men i stedet for at følge Kahneman og Tverskys linje, dér hvor tekstopgaver og logiske normer bliver målestokken for rationel adfærd, valgte han at udfordre deres konklusioner, metoder og grundlæggende antagelser.
Gigerenzer er professor ved Max Planck Institute for Human Development og international frontfigur inden for beslutningsteori. Hans forskning handler om heuristikker, men hvor Kahneman ser dem som kilder til fejl, ser Gigerenzer dem som rationelle genveje, tilpasset de miljøer, vi agerer i.
Han blev både kollega og kritiker. Kahneman inviterede ham flere gange til Berkeley for offentlige debatdueller – et format hvor Gigerenzer holdt oplæg, Kahneman fik 10 minutters svar, hvorefter Gigerenzer fik fem minutter til at svare igen. Til trods for skarpe uenigheder var der personlig respekt, og en lang privat korrespondance viser både varme og frustrationer. Kahneman kaldte Gigerenzer for sin mest vedholdende kritiker.
Our most persistent critic.
Daniel Kahneman
Gigerenzers kritik af Kahneman koncentrerer sig om tre områder:
Det har han nu, efter Kahnemans død, beskrevet i et essay – find link til sidst i bloggen. Her er uddrag af kritikken fra dette essay:
Tom W-eksperimentet er en af de opgaver, der blev centrale i Kahneman og Tverskys argument om, at mennesker ignorerer base rates. Deltagerne fik en kort, stereotyp beskrivelse af “Tom W”, som lød som arketypen på en computerstuderende: høj intelligens, behov for orden osv.
Deltagerne blev derefter bedt om at vurdere, hvilke studieretninger Tom W mest sandsynligt tilhørte.
Kahneman og Tversky fandt, at næsten alle valgte “computer science”, selvom der beviseligt var langt flere studerende i humaniora. Konklusionen blev, at deltagerne begik en base rate fallacy.
Men her påpeger Gigerenzer en blind vinkel:
Forsøgspersonerne fik ingen information om, hvordan Tom var udvalgt. Hvis man møder Tom til en teknologifest, ville det jo netop være mistænkeligt at begynde med amerikanske befolkningsstatistikker.
Da Gigerenzer genskabte forsøget med ægte tilfældig udtrækning – altså en faktisk urne, hvor deltagerne kunne se sampling-processen – forsvandt base rate-problemet næsten fuldstændigt. Folk brugte base rates, når base rates faktisk gav mening. Fejlen lå altså i problemet, ikke i mennesker.
Linda-problemet er uden tvivl verdens mest berømte “bevis” for menneskets irrationelle natur.
Historien: Linda er 31 år, intelligent, tidligere filosofistuderende, engageret i social retfærdighed og antinuklear aktivisme.
Spørgsmålet:
Ifølge logikken kan “bankteller og aktiv feminist” aldrig være mere sandsynligt end “bankteller”, fordi mængden af A∧B aldrig kan overstige A. Derfor kaldte Tversky og Kahneman de studerende irrationelle, når 85 % valgte mulighed 2.
Gigerenzer viste, at dette resultat forvinder fuldstændigt, når man fjerner en central sproglig tvetydighed: ordet probable.
Spørger man i stedet:
“Ud af 100 personer som Linda – hvor mange er banktellers? Hvor mange er banktellers og aktive feminister?”
– så svarer 93 % korrekt, og “fejlen” forsvinder helt.
Forklaringen er simpel:
I hverdagsbrug betyder “more probable” ikke nødvendigvis “matematisk sandsynligt”. Det betyder ofte “mere plausible”, “mere typisk”, “mere i tråd med beskrivelsen”.
Og i almindelig sprogbrug betyder “and” ofte noget bredere end en logisk konjunktion – fx “banktellers og aktive feminister” forstået som to grupper samlet, ikke nødvendigvis deres overlap.
Kort sagt:
Studerende fejlede ikke i logik. De svarede ud fra almindeligt sprog og kontekst. Og almindeligt sprog var det, Kahneman opgaverne byggede på.
Gigerenzer peger også på, hvordan fortællingen om biases blev så populær, at den begyndte at blive brugt politisk, juridisk og kommercielt.
Et eksempel er Exxon, som brugte bias-forskning til at argumentere for, at juryer er irrationelle, i kølvandet på Exxon Valdez-ulykken. På den måde blev bias-fortællingen et værktøj til at placere ansvar på mennesker – og væk fra institutioner.
Hvor Kahneman skabte narrativet om vores indbyggede fejl, viser Gigerenzer noget andet:
Heuristikker er rationelle i de rigtige miljøer.
Biases opstår ofte, når forskere antager én korrekt løsning og ignorerer sprog, kontekst eller sampling.
Og mange “biases” forsvinder, når spørgsmål stilles mere realistisk.
Det gør ikke Kahneman mindre vigtig, siger Gigerenzer. Men arven er mere kompleks end fortællingen om System 1 og System 2.
Personligt tror jeg også det er forkert at betegne vore bias som fejl. De var formentlig nyttige værktøjer, da de opstod. Det var for eksempel smart at flygte, hvis man hørte et farligt dyr. Det er stadig smart, og frygt er stadig med os. Det får os til at skynde os, hvis der kommer en bil imod os. Men desværre får det os også til at frygte aktier, fordi de kan svinge. Det er ikke så fornuftigt.
Så bias er fornuftige når vi bruger dem i de rigtige situationer! Ikke fejl.
Link til Gigerenzers essay:
