Kumulativ vs. cyklisk viden: hvorfor vi glemmer på børsen, men ikke på hospitalet

I nogle fagområder bevæger vi os nærmest lineært fremad. Videnskaben, og især medicinen, er gode eksempler. Når én generation af læger lærer, at håndvask reducerer dødelighed, bliver det ikke glemt i næste generation – det bliver standard. Her fungerer viden kumulativt: den bygges ovenpå, forfines og sættes ikke til debat. Ingen nyuddannet læge stiller i dag spørgsmålstegn ved, om sterilitet i operationsstuen nu også er så vigtig.

Men i finansverdenen ser det anderledes ud. Altså ikke at man stiller spørgsmål ved hygiejne, men man har en tendens til ikke at ville lære af ældre generationers erfaringer.

Finansielle markeder: hvor erfaring sjældent arves

På de finansielle markeder har ny viden langt sværere ved at fæstne sig. Hver generation af investorer ser i høj grad sig selv som en ny begyndelse – og ofte med en overbevisning om, at man har bedre værktøjer, skarpere modeller og mere data. Det skaber en form for cyklisk viden, hvor erfaringer og fejl gentages med jævne mellemrum.

Man skulle tro, at erfaringerne fra f.eks. IT-boblen i 2000 eller boligkrakket i 2008 ville være fast pensum for nye generationer af investorer. Men i praksis sker der ofte det modsatte: markedsdeltagere, der ikke selv har oplevet kriserne, tillægger dem langt mindre vægt.

Kumulativ viden kræver institutionel hukommelse

Forskellen handler i høj grad om, hvordan viden overleveres. I medicin er der strukturer – pensum, standarder, etik – der sikrer, at tidligere erfaringer bevares. På de finansielle markeder er det sværere. Her er der større udskiftning, højere incitament til innovation og ofte kortere tidshorisonter. Desuden findes der ingen “lægeløfte”-pendant for investorer.

Det betyder, at mens hygiejneteorien fra 1800-tallet stadig styrer operationsstuer, kan gamle investeringsfejl gentages med få års mellemrum. Den schweiziske økonom Charles Kindleberger sagde det præcist: “There is nothing so disturbing to one’s well-being and judgment as to see a friend get rich.” – og det får mange til at glemme, hvad deres forgængere lærte.

At lære på tværs af generationer

Medicin og finans har vidt forskellige karakteristika. Men derfor er der læring at hente i historien på de finansielle markeder. This Time Is Different er stadig de fire farligste ord i finans, for det forholder sig sjældent sådan. Selv om finans ikke er en videnskab, kan vi stadig lære noget af tidligere generationers erfaringer.

Det gælder naturligvis primært de gennemtænkte erfaringer. Næste generation skal ikke lytte til de investorer, der tabte penge på aktier i banker under finanskrisen. For erfaringen var ikke at aktier er farlige, men at det er dumt ikke at diversificere. På samme måde har det også vist sig at være dumt at lytte til de boligejere, der tabte eller blev økonomisk klemt under kartoffelkuren, og på den baggrund vælge at bo til leje.

Men en lang række ting ændrer sig ikke – det handler om at finde ud hvilke det er og så investere i disse områder. Og så skal yngre generationer måske heller ikke være så bange for at lytte til ældres erfaringer. Selvom selvgjorte erfaringer er nu dem, vi husker bedst.

For eksempel har jeg kunnet se ovenstående på mange af mine forskellige kolleger i den finansielle verden. Langt de fleste er startet med at betragte sig selv som en gave til investeringsverdenen – husk de fleste har været mænd! – og derfor været sikre på at de kunne finde vinderinvesteringer igen og igen. Når jeg så har mødt dem efter nogle år, viser det sig at de nu er blevet mere langsigtede og passive – i hvert fald med deres egne investeringer.

Skal jeg være ærlig, har jeg været en af dem. Kan stadig huske min første aktieinvestering i en malaysisk virksomhed der drev stenbrud. Den steg kraftigt – men hvorfor ind i helvede skulle jeg dog investere i den. I dag har jeg kun passive indeksinvesteringer.

Køb bøger

Send en besked

Ansvarsfraskrivelse

Indholdet på Hulemandens er udelukkende til generel informationsbrug og er ikke ment som finansiel rådgivning. Brugere bør ikke fortolke indholdet som specifikke anbefalinger eller rådgivning til deres finansielle situation.
Selvom vi stræber efter at sikre nøjagtigheden og aktualiteten af informationen, garanterer vi ikke for rigtigheden, fuldstændigheden eller aktualiteten af det materiale, der præsenteres.
Investering indebærer risiko, og enhver investeringsbeslutning truffet på grundlag af informationen på Hulemandens er på brugerens eget ansvar. Jeg er ikke ansvarlige for tab eller skader, der opstår som følge af sådanne beslutninger.
Indholdet på Hulemandens udgør ikke professionel finansiel eller investeringsrådgivning. Brugere bør søge uafhængig professionel rådgivning, før de foretager nogen form for investering.
Indholdet på Hulemandens kan ændres uden varsel. Vi forbeholder os retten til at foretage ændringer eller opdateringer når som helst.