I investeringsverdenen er der altid én ny darling: ESG, AI, bæredygtighed, grøn energi, råvareinvestering, vækst i Kina — hver hypebølge følges af en ny modelune, der lover en særlig chance for ekstraordinære afkast. Men hvordan opstår disse modeluner? Ofte springer de alle ud af samme kilde, og måske er en ny hype på vej!
Jeg tør i hvert fald godt spå, at du inden længe vil høre om “transition investing” – måske som en afløser for AI- og vågenbølgen, der netop er i gang.
Jeg har nemlig ofte oplevet, at disse bølger udspringer af rapporter fra store banker, der udstikker retningslinjerne for det næste nye investeringseventyr. Det oplevede jeg på tæt hold i 2003, hvor mange investorer blev lune på Kina som investeringscase. Forudsigelser pegede på, at Kina ville overhale USA og blive verdens største økonomi målt på BNP, enten omkring 2025 eller lidt senere. Dette er endnu ikke sket, hvis der måles i nominelt BNP (dvs. opgjort i dollars uden købskraftskorrektion). USA er stadig verdens største økonomi i 2025, men Kinas økonomi er tæt på og udgør ca. 73% af USA’s størrelse. Så forudsigelsen om vækst har holdt stik og kinesiske aktier er lidt mere end fordoblet siden 2003. Særlig perioden 2006-2007 bød på enorme kursstigninger, men efterfølgende har lange nedture og stagnation været fremtrædende.
Forudsigelsen om Kinas vækst udsprang fra Goldman Sachs, men blev lynhurtigt brugt af mange andre aktører, til at lancere en bred vifte af investeringsmuligheder eksponeret mod Kina. Investeringer der ikke har været så interessante de sidste fem år.
Nu er et ny mulig megatrend på vej: transition investing. Blandt andre Bank of America har sat sit tyngdepunkt på “transition investing” som et kerneområde i deres seneste analyser og jeg har allerede set det dryppe ud i nordiske aktørers rådgivning og kommentarer.
Hvad er “transition investing” ifølge BofA
Bank of America bruger “transition investing” som en paraply for investering i overgangen fra en fossildrevet økonomi til lav- eller ingen-emissionsøkonomier: grøn energi, batterier, CO₂-fangst, elektrificering, mv.
Transition investing handler om at investere i virksomheder, sektorer og teknologier, der forventes at få gavn af overgangen til en lavere CO₂-økonomi. Det er altså ikke kun “grønne” selskaber, men også dem, der er på vej mod at blive mere bæredygtige.
Tanken bag er, at verdensøkonomien står midt i en energimæssig og industriel omstilling, hvor kapital gradvist flytter sig væk fra fossile brændsler mod løsninger som elektrificering, vedvarende energi, batteriproduktion, kulstoffangst og energieffektivisering.
For investorer betyder det, at der opstår muligheder i:
- Selskaber, der driver omstillingen, fx producenter af solceller, vindmøller, batterier eller elnet.
- Selskaber, der tilpasser sig, fx olie- og industrivirksomheder, som reducerer udledninger, omlægger produktionen eller investerer i grøn teknologi.
- Finansielle aktører, der kanaliserer kapital mod overgangsprojekter — banker, fonde og forsikringsselskaber med “transition”-strategier.
Bank of America og andre store institutioner præsenterer “transition investing” som en langsigtet megatrend, fordi det forventes, at billioner af dollars vil blive investeret i omstillingen frem mod 2050.
Men det er også en meget bred og upræcis kategori, hvor alt fra kulkraftværker med CO₂-fangst til elbilselskaber kan tælles med. Dermed bliver det let et modeord, som både dækker reel grøn omstilling og almindelig branding.
Troværdigt – men er det en god idé?
Det lyder jo alt sammen rigtigt, for det lyder logisk. Det er nemt at forstå, at vindmøller og sol, ikke bare kan erstatte fossil brændstof. Men det behøver ikke at gøre det til en god investering.
Som nævnt har jeg set flere eksempler, der tænker i baner med rapporten fra Bank of Amerika. En norsk kapitalforvalter har skrevet om rapporten, mens en større dansk bank i denne uge har anbefalet mig at investere i brændstoffet til kunstig intelligens, i form af atomkraft.
Rapporter som Bank of Americas “transition investing” kan være spændende at læse, i et forsøg på at forstå, hvor kapitalen flytter sig hen, og hvilke fortællinger der driver markederne. Men de skal ikke være en anledning til at skifte strategi fra måned til måned.
Som langsigtet investor er det vigtigste at huske på: det er sjældent den nyeste modelune, der bygger formuer — det er tålmodighed, diversificering og evnen til at holde fast i sin strategi, også når nye buzzwords forsøger at lokke dig ud på afveje.
Jeg følger selvfølgelig de store bankers rapporter tæt, men ikke for at hoppe på bølgen. Jeg læser dem for at forstå, hvilke historier der kan skabe støj på markedet, og for at hjælpe dig med at filtrere det væsentlige fra det modedrevne.
Vil du gerne læse hele rapporten om Transition Investing kan den findes her.

