Novo Nordisk er investorernes nationale krammebamse. Den piver lidt en gang imellem, men vi er altid klar til at trøste – især når aktien falder. Og det gør den meget for tiden. Med manér.
Hver gang kursen smider 5, 10 eller 15 %, sker det samme: Danske investorer kaster sig over Novo, som om nogen har åbnet dørene til Black Friday med gode tilbud. Både dem, der allerede ejer aktien, og dem der står udenfor, reagerer hurtigt – og ofte irrationelt. Men især mænd er aktive med opkøb i øjeblikket.
Jeg henviser ofte til, at vi har svært ved at købe, når markedet er faldet, men det lader ikke til at være tilfældet med Novo i øjeblikket. Købelysten trods fald hænger nok sammen med at markedet ikke er faldet på samme måde og at der er tale om en folkeaktie, som har performet fantastisk. Men husk nu på, at historisk performance er ikke lig fremtidig performance.
Hvad er det, der sker? Hvorfor handler vi sådan? Svaret er enkelt: Vi bliver fanget i vores egne mentale fælder.
Griber efter en faldende kniv
Aktiviteten der er i gang i øjeblikket, kaldes ofte “at gribe en faldende kniv”. Og mange har fået sår på hænderne indtil nu.
Som investor er det vigtigt at huske på, at en aktie altid kan falde 100 % uanset hvor meget den er faldet indtil nu.

At mange har været på tilbudsjagt bekræftes i artiklen bag denne overskrift. Her beskriver en økonom i en større bank, hvordan investorer har investeret opsparingen, som nu er formindsket, i Novo i forventning om en snarlig retur til højere kurser.
To investortyper. Samme mønstre
Når Novo falder, ser vi to typer investorer reagere:
1. Dem, der har aktien
De ser faldet som en mulighed. Køber lidt mere. “Den er jo på tilbud.” Mange føler sig fornuftige, fordi de “køber dippen”. Men de overvejer sjældent, hvorfor aktien falder. Om der faktisk er noget fundamentalt ændret. Det føles bare rigtigt. Novo plejer jo at komme igen.
2. Dem, der ikke har aktien
De ser faldet og tænker: “Gad vide om den er et godt køb nu? Den har jo været højere (ankerpunkter) jeg ikke var med.” Men når aktien begynder at stige igen, ændrer stemningen. Pludselig føler de sig udenfor. Frygten for at gå glip af noget overtager. Og så køber de – ofte for sent.
Begge grupper reagerer følelsesmæssigt. Ikke analytisk.
Bias på spil
Ankerpunkter ⚓️
Vi forholder os til det, vi kender. Når Novo tidligere har kostet over 1.000, og nu står i 300, så føles det billigt. Som at se sin yndlingsvin sat ned. Man tænker ikke på, hvorfor den er sat ned. Kun at den er billigere end før.
Men aktiekurser falder ikke uden grund. Hvis Novo falder, kan det være fordi fremtidsudsigterne er forværret. Alligevel føles 820 som en god handel, fordi vi har vænnet os til 1.000 som referencepunkt.
Bekræftelses bias 🙈
Når man først har besluttet sig for, at Novo er en god aktie, begynder man automatisk at ignorere information, der trækker i den modsatte retning. Dårlige forsøgsdata, konkurrence, prispres – det preller af. I stedet læser man de analyser, der siger “køb”. Det føles bedre.
Det er ikke nødvendigvis bevidst. Men det er farligt.
FOMO og bargain hunting 👀
Når medierne begynder at skrive, at detailinvestorer køber Novo på faldet, og aktien stiger lidt, sker der noget velkendt: Flere køber med. Ikke fordi analysen er blevet bedre. Men fordi stemningen ændrer sig.
Frygten for at stå udenfor en mulig optur bliver stærkere end frygten for at tage fejl. Mange investorer glemmer alt om, hvorfor aktien faldt. Nu handler det om ikke at misse reboundet.
Investorer med Novo
Denne gruppe har historik med aktien. Det kan være medvind, solide afkast og stærk tillid til ledelse og produktpipeline. Når kursen falder, tænker de ikke: “Skal jeg revurdere mit ejerskab?” De tænker: “Endelig kan jeg købe mere.”
De har også haft ret før. Det gør dem sikre på deres vurdering. De tolker fald som en overreaktion. Nogle sætter deres analyse på autopilot og bekræfter sig selv med udvalgt data. De ved, hvordan Novo reagerer. Eller tror de gør.
Deres største fare er overmod og modvilje mod at tage tab.
Investorer uden Novo
De, der ikke har haft Novo i porteføljen, står i en anden situation. De har ikke oplevet faldet som et tab, men som en potentiel mulighed. Og for mange af dem er tidspunktet nu. Ikke fordi aktien nødvendigvis er vendt – men fordi den er faldet nok.
Det er en særlig type rationel følelse: “Hvis jeg ikke kunne lide den til 1.000, men nu kan få den til 800 500 400 300, så må det være en bedre handel.” Men spørgsmålet er, om faldet i kurs også har ændret virksomhedens udsigter. Eller om det bare er kursen, der er lavere.
For nogle købere handler det ikke om, at Novo er på vej op igen – men om at det ikke føles som om, den kan falde meget mere. Det er i sig selv en beslutning baseret på mavefornemmelse og en mental grænse for, hvor langt en stor dansk aktie “bør” falde.
Følelsen af at “timingen er god nok” erstatter ofte spørgsmålet om, hvorvidt investeringscasen faktisk er blevet bedre. Det giver ro at købe efter et fald. Ikke fordi man ved noget nyt – men fordi prisen ser mere rimelig ud. Det er ikke nødvendigvis irrationelt, men det er ofte en beslutning, der bygger på pris og følelse – ikke forandrede fundamentale forhold.
I praksis køber mange, mens aktien stadig falder – ikke fordi de tror, de rammer bunden, men fordi de ikke tror, den kan falde meget mere. Og i det ligger en farlig antagelse.
Fælles bias
Uanset om man ejer Novo eller ej, er der nogle klassiske faldgruber, der går igen:
- Tabsaversion: Vi hader tab mere, end vi elsker gevinst. Det gør, at vi holder fast i dårlige beslutninger – og undgår nye, hvis vi er bange for mere smerte.
- Flokmentalitet: Når mange andre køber Novo på fald, skaber det tryghed. Det føles mindre risikabelt, fordi man ikke er alene.
- Illusion om timing: Mange investorer overvurderer deres evne til at ramme bunden. De tror, de kan time markedet. Det kan de sjældent.
Et typisk forløb
Forestil dig, at Novo falder 20 %. Hvis du allerede ejer aktien, føler du, at du skal forsvare den. Du læser op på sagen – men mest for at finde bekræftelse på, at det nok skal vende. Du køber lidt mere. Måske uden at spørge, om forudsætningerne for din investering stadig holder.
Hvis du ikke ejer Novo, føler du dig først klog. Du undgik faldet. Men så begynder aktien at stige igen. Det begynder at føles som en mulighed, du er ved at misse. Du køber. For sent.
Det er præcis den slags psykologiske mønstre, der får os til at handle mod bedre viden.
Hvad kan du gøre?
- Lav en strategi, der fastligger hvordan DU skal investere. Tjek altid om nye investeringer, fortsat passer i strategien.
- Hav stoploss på spekulative investeringer – køb og behold gælder kun for en portefølje!
- Spørg dig selv: “Hvis jeg ikke havde Novo i dag, ville jeg så købe den?” Hvis svaret er nej, så spørg dig selv, hvorfor du holder fast i den.
- Læs noget, du er uenig i. Hvis du er meget overbevist, så find en med det modsatte synspunkt. Du behøver ikke skifte mening – men du bør forstå argumentet.
- En aktie er ikke billig, bare fordi den er faldet. Spørg: Hvad er den nye pris baseret på? Hvad har ændret sig?
- Giv dig selv tid. De fleste fejl sker i fart. De færreste gode beslutninger træffes under stress.
Den nemmeste måde at undgå disse bias, er ved ikke at følge markedet. Det klarer du nemmest ved at investere gennem indeksstrategier, der sørger for en god spredning. Så har du formentlig også Novo i porteføljen, ligesom du også havde da den gik godt, men ikke for meget af den!
Din største modstander som investor er ikke markedet. Det er din egen måde at tænke på.
Næste gang Novo falder, så spørg dig selv: “Handler jeg på baggrund af analyse – eller følelse?” Svaret kan spare dig for mange penge.

