2025 blev igen et uroligt år. Især en ny præsident i USA gjorde investorer nervøse, men når alt kommer til alt, gik det ikke så slemt. (Med mindre man havde mange danske aktier).
I tiden oplever jeg mange, der taler om et muligt krak lige om hjørnet. Jeg tror egentlig også, der kan komme et krak, for det har der altid gjort med jævne mellemrum. Jeg ved bare ikke hvornår det kommer, så derfor forbliver jeg fuldt investeret. Som Peter Lynch citeres for at sige:
Flere penge er mistet på at vente på et krak, end på selve krakket
Peter Lynch
Det er emnet for årets juleeventyr – se med lige her:
Glædelig jul 🎄
Dette års juleeentyr:
I den sneklædte udkant af Juleland, lige ved de store træningsbaner, boede en nisse ved navn Finn. Han elskede at sidde på tribunen med en kop dampende kakao og følge rensdyrenes løb. Han kendte alle tiderne, rensdyrenes form og talte ofte med trænerne og læste alle artiklerne i Nissetidende.
Alt sammen for bedre at kunne time sin investeringer på Rensdyrbørsen, hvor han afventede en korrektion, for at komme i markedet. År efter år var værdierne nemlig langsomt steget, efterhånden som rensdyrene blev bedre og bedre. Derfor sagde mange:
“Rensdyrene er blevet alt for dyre – det må være en boble!”
“De kan jo ikke blive ved med at løbe hurtigere!”
“Bare vent, snart kommer rensdyrkrakket!”
Og hver gang sagde Finn til sig selv:
“Jeg venter til efter krakket. Så kan jeg købe billigt.”
Så han sad på sin faste plads, mens andre nisser købte og solgte. Nogle år var de skuffede, andre år var de begejstrede, men når man så over flere sæsoner, var tegnebøgerne hos de investerede nisser generelt vokset pænt.
Et år var snakken kraftigere end nogensinde. Rensdyrene satte rekorder uge efter uge, trænerne kaldte det “en gylden generation”, og selv Julemanden jokede med, at rensdyraktierne nu kostede næsten lige så meget som hans bedste juleglög.
Finn var overbevist:
“Nu kan det ikke fortsætte. Krakket må komme lige om lidt. Jeg venter bare.”
Men sæsonen sluttede uden drama. Rensdyrene løb deres store finaleløb juleaftensdag, sneen glimtede, og værdien af rensdyraktierne var igen endt højere end året før.
Næste vinter startede optakten forfra.
Og vinteren efter igen.
Og Finn ventede stadig.
En særlig klar decemberdag, hvor frosten bed i næsen og rensdyrenes ånde stod som små skyer i luften, kom landsbyens ældste nisse, Kogle, op på tribunen og satte sig ved siden af Finn.
“Du kender hvert rensdyr, alle deres tider, og hver lille skavank,” sagde Kogle og så ud over banen. “Hvorfor er du så aldrig med på Rensdyrbørsen?”
Finn trak på skuldrene.
“Alle taler om bobler og krak,” svarede han. “Jeg vil ikke være den nisse, der køber lige inden det hele falder sammen. Det er da bedre at vente, til det er overstået.”
Kogle smilede skævt og børstede sne af sin hue.
“Der har altid været nisser, der ventede på det store krak,” sagde han stille. “Nogle af dem har ventet et helt liv.”
Han bøjede sig ned, tog en håndfuld sne og lod den drysse langsomt ud gennem fingrene.
“Man kan blive så bange for faldet, at man aldrig får glæde af stigningerne.”
Finn sagde ikke noget. Han så i stedet ud på banen. Rensdyrene løb intervaller, nogle hurtigere end andre. Indimellem snublede de, nogle dage var træge og tunge, andre dage fløj de nærmest hen over sneen. Men når Finn tænkte tilbage over de mange vintre, kunne han godt se, at retningen over tid havde været opad.
Han tænkte på alle de år, han havde sagt “jeg venter lige lidt endnu”.
På alle de vintre, hvor det store krak aldrig var kommet.
På alle de små op- og nedture, han havde iagttaget – uden selv at være med.
Den jul gjorde Finn noget nyt.
Han gik forbi tribunen, ned mod byen og ind i det gamle hus, hvor Rensdyrbørsen holdt til. Med bankende hjerte købte han sine første rensdyraktier. Ikke fordi han mente, timingen var perfekt. Men fordi han endelig havde forstået, at det vigtigste ikke var at gætte næste krak, men at være med på rejsen.
De følgende år sad Finn samme sted på tribunen som altid, med kakao i hånden og sne i skægget. Der var sæsoner, hvor rensdyrene skuffede, og sæsoner, hvor de slog alle rekorder. Nogle år så hans resultat lidt trist ud, andre år så det strålende ud.
Men når han kiggede over flere vintre, kunne han se, at hans investering voksede. Langsomt, ujævnt – men støt.
Finn lærte, at selv i Juleland, hvor ønskerne er store og rygterne mange, er der én enkelt sandhed, man kan holde fast i:
Det kan koste mere at stå udenfor i årevis og vente på krakket, end det koster at blive siddende og ride stormene af.
Og hver gang snakken igen gik på rensdyrbobler og det kommende store fald, tog Finn en tår kakao, trak huen godt ned over ørerne og tænkte ved sig selv:
“Jeg er med. Og det er det vigtigste.”
Indholdet på Hulemandens er udelukkende til generel informationsbrug og er ikke ment som finansiel rådgivning. Brugere bør ikke fortolke indholdet som specifikke anbefalinger eller rådgivning til deres finansielle situation.
Selvom vi stræber efter at sikre nøjagtigheden og aktualiteten af informationen, garanterer vi ikke for rigtigheden, fuldstændigheden eller aktualiteten af det materiale, der præsenteres.
Investering indebærer risiko, og enhver investeringsbeslutning truffet på grundlag af informationen på Hulemandens er på brugerens eget ansvar. Jeg er ikke ansvarlige for tab eller skader, der opstår som følge af sådanne beslutninger.
Indholdet på Hulemandens udgør ikke professionel finansiel eller investeringsrådgivning. Brugere bør søge uafhængig professionel rådgivning, før de foretager nogen form for investering.
Indholdet på Hulemandens kan ændres uden varsel. Vi forbeholder os retten til at foretage ændringer eller opdateringer når som helst.
