Vamos – det er spansk og betyder noget i retning af ”lad os gå”. Men Vamos var også navnet på en investeringsstrategi i Jyske Bank, som blev lanceret med store ambitioner, men som led en krank skæbne under Finanskrisen. Sådan sagde den daværende direktør til medlemsbladet Alpha om strategien i 2009
Sidste efterår var vores værste nogensinde, og vi er naturligvis ikke upåvirkede af, at afdelingerne
– Hans Jørgen Larsen, direktør i Jyske Invest
faldt så dybt.
Det var grufuldt at se, at vi underperformede så voldsomt.
Måske derfor man ifølge mine kilder ikke taler om strategien internt i banken den dag i dag. Nu dukker VAMOS op i mit hovede igen.
For Jyske Bank har netop indgået aftale om at købe Formuepleje, og det er på mange måder en ganske logisk handel. Jyske Invest har i forvejen omkring 53 mia. kr. under forvaltning, mens Formuepleje kommer med yderligere omkring 40 mia. kr. Med købet får Jyske Bank dermed samlet en kapitalforvaltningsforretning på omkring 93 mia. kr.
Det er en betydelig størrelse, og netop stordriftsfordelene er en del af forklaringen på, hvorfor Jyske Bank mener, at købet giver mening, som de selv skriver i deres pressemeddelelse.
Men hvem mon egentlig får glæde af dem?
En rigtig god idé
Jeg faldt for nylig over en gammel leder i Finans/Invest af professor Carsten Tanggaard fra 2012. Den hedder Kritik af investeringsforeninger: Omkostninger, gennemsigtighed og interessekonflikter, og selv om den altså har mere end 14 år på bagen, synes jeg, at den rammer noget centralt i den aktuelle historie.
Tanggaard begynder nemlig ikke med at kritisere investeringsforeningerne. Tværtimod skriver han, at det er svært at være principiel modstander af dem, fordi investeringsforeningen grundlæggende er en rigtig god idé. Den giver blandt andet mulighed for risikospredning og stordriftsfordele i kapitalforvaltningen.
Det er jo egentlig meget logisk. Når mange investorer lægger deres penge sammen, burde man kunne fordele udgifterne til administration, systemer, analyse og handel på en større formue, end hvis hver enkelt investor skulle gøre det hele selv.
Og jo større formuen bliver, desto større burde mulighederne for at udnytte disse stordriftsfordele også være.
Det er derfor, Jyske Banks køb af Formuepleje er interessant. For hvis de to forretninger kan drives mere effektivt sammen, burde der være en økonomisk gevinst. Det afgørende spørgsmål er så, hvor den gevinst ender.
Fra 53 til 93 milliarder
Jyske Bank har allerede en ganske stor kapitalforvaltningsforretning gennem Jyske Invest, som har omkring 53 mia. kr. under forvaltning. Formuepleje kommer med yderligere omkring 40 mia. kr., så den samlede formue nærmer sig 93 mia. kr.
Det giver naturligvis en række muligheder. Når en kapitalforvalter bliver større, kan de faste omkostninger fordeles på en større formue, og der kan være mulighed for at udnytte både medarbejdere, teknologi, analyse og administration mere effektivt. Derudover får Formuepleje adgang til Jyske Banks betydelige distributionskraft, mens Jyske Bank får adgang til en etableret kapitalforvalter med en betydelig formue under forvaltning.
Jyske Bank fremhæver da også selv netop skalafordelene som en af gevinsterne ved handlen. Banken forventer samtidig godt 200 mio. kr. i årlige netto gebyr- og provisionsindtægter fra købet.
Det sidste er værd at have med, når man taler om stordriftsfordele. For der er forskel på, at en virksomhed bliver mere effektiv, og at kunderne automatisk får del i den effektivisering. En stordriftsfordel kan sagtens ende som højere indtjening hos ejeren af virksomheden.
Det er ikke nødvendigvis noget problem. En virksomhed skal naturligvis tjene penge. Men hvis en del af rationalet for at samle kapitalforvaltningen er, at den kan drives billigere og mere effektivt, synes jeg, det er helt rimeligt at spørge, hvor meget af gevinsten der faktisk kommer investorerne til gode.
En gammel diskussion
Det er her, Carsten Tanggaards gamle leder bliver interessant igen.
Hans fokus er ikke kun på selve størrelsen af omkostningerne. Han peger også på behovet for transparens og på de interessekonflikter, der kan opstå omkring investeringsforeninger og distribution. Han spørger blandt andet, hvad det er for omkostninger, foreningerne afholder, og om investorerne får noget igen for dem.
Tanggaard beskriver også, hvordan bankernes distributionskraft kan have stor betydning for, hvilke investeringsprodukter kunderne møder. Han henviser blandt andet til forskning, der viser, at formidlingsprovisioner dengang udgjorde en betydelig del af omkostningerne, og at bankernes distributionskraft kunne have betydning for, hvilke produkter der blev solgt.
Det er en interessant historisk pointe, fordi den oprindelige idé med kollektiv kapitalforvaltning netop var, at investorerne skulle have fordel af at være mange.
Men efterhånden som kapitalforvaltning er blevet en stor industri, er stordrift også blevet en meget stor forretning for dem, der administrerer investorernes penge.
Måske er det derfor, vi bør skelne lidt mellem stordriftsfordele og stordriftsindtægter. Det første handler om, at det bliver billigere eller mere effektivt at drive forretningen, fordi den bliver større. Det andet handler om, hvem der får lov til at beholde den økonomiske gevinst.
Formuepleje og den uafhængige position
Der er også en anden dimension ved handlen, som jeg synes er interessant.
Formuepleje har i mange år slået på at være den uafhængige kapitalforvalter. Det har været en væsentlig del af virksomhedens positionering, og de har samtidig været et alternativ til de bankejede investeringsprodukter.
Nu bliver Formuepleje selv en del af en bank.
Ganske vist fortsætter Formuepleje under eget navn og med egen ledelse, og virksomheden lægger vægt på, at de specialiserede investeringsløsninger og den tætte kunderelation skal fortsætte. Samtidig fremhæver man adgangen til Jyske Banks platform, kompetencer og distributionskraft som en fordel.
Det er der ikke noget mærkeligt i. Tværtimod er det jo netop noget af det, Jyske Bank køber Formuepleje for.
Men jeg er alligevel spændt på, hvordan begrebet uafhængig kommer til at indgå i Formueplejes markedsføring fremover. For selv om Formuepleje fortsat kan have en selvstændig organisation og egen ledelse, er det trods alt noget andet at være en bankuafhængig kapitalforvalter end at være ejet af Jyske Bank.
Det behøver ikke betyde, at Formuepleje bliver dårligere. Men det ændrer på den historie, man tidligere har kunnet fortælle om virksomheden.
En succesfuld forretning med nogle meget hårde kapitler
Formuepleje har gennem årene skabt store formuer – især for partnerne bag virksomheden, der alle har haft gode grunde til at smile hele vejen hen i banken.
Men historien om Formuepleje er ikke kun historien om gode investeringer og store formuer.
Der har også været perioder, hvor investorerne har ramt muren, fordi den anvendte investeringsmodel ikke fungerede som forventet. Finanskrisen er det mest oplagte eksempel. Nogle af fondene tabte dengang mellem 50 og 80 procent af formuen, hvilket naturligvis satte meget dybe spor hos de investorer, der havde valgt strategien.
De klinkede skårene, og fik vendt skuden med stor fremgang i forretningen og den kapital de forvaltede frem mod 2020. Men stigende inflation og renter, ramte igen strategien i 2021, og det kan blandt andet ses i udviklingen i den formue Formuepleje forvalter. Den er næsten faldet med to tredjedele siden 2020.

Det er værd at huske, når vi i dag taler om større skala, flere kompetencer og bedre muligheder. For stordrift kan gøre en kapitalforvalter mere effektiv, men den kan ikke fjerne risikoen ved de investeringer, kapitalforvalteren foretager. Det kan også blive svært at skabe attraktive afkast, hvis man forvalter mange penge – bare tænk på Warren Buffets performance i nyere tid, som jeg skrev om her.
Det er også en del af historien, når vi skal vurdere Formueplejes nye liv som en del af Jyske Bank.
Den nye strategi
Formuepleje har bøvlet med performance i strategierne de senere år. Det førte til ændring af strategien, som jeg skrev om, da den blev præsenteret i 2025. Min pointe var dengang, at der ganske vist var kommet nye elementer og nye byggeklodser til, men at man samtidig kunne genkende flere af de grundlæggende elementer fra den eksisterende model.
Det bliver interessant at følge, hvad der sker med strategien efter ejerskiftet. Ikke fordi Jyske Bank nødvendigvis skal ændre den, men fordi et nyt ejerskab giver anledning til at spørge, hvilken rolle Formuepleje fremover skal spille i Jyske Banks samlede investeringsforretning.
Jyske Bank har allerede Jyske Invest med omkring 53 mia. kr. under forvaltning. Nu får banken Formuepleje med yderligere omkring 40 mia. kr. Det er svært ikke at forestille sig, at der må være nogle betydelige muligheder for at udnytte den samlede skala bedre.
Spørgsmålet er bare, hvordan det kommer til at se ud for den enkelte investor.
Hvem får stordriftsfordelene?
Det er i virkeligheden det spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter Jyske Banks køb af Formuepleje.
For den økonomiske logik er ganske enkel. Hvis man kan drive kapitalforvaltning billigere, når man bliver større, så opstår der en gevinst. Men den gevinst kan fordeles på flere måder.
Den kan bruges til at sænke investorernes omkostninger – hvilket investeringsforeninger har brugt som et argument igennem mange år. Stordriftsfordelen kan bruges til at forbedre produkterne og rådgivningen., men den kan også ende som højere indtjening hos den virksomhed, der ejer kapitalforvalteren. I praksis vil det naturligvis sagtens kunne være en kombination af de tre.
Det interessante er derfor ikke, om der findes stordriftsfordele.
Det interessante er, hvem der får dem.
Der findes amerikansk forskning, som peger på, at investorer kan få glæde af stordriftsfordele i fondsindustrien. Men jeg synes, det er mere uklart, hvor stærkt den samme konklusion kan dokumenteres i en europæisk og ikke mindst dansk sammenhæng.
Det er faktisk noget, jeg har tænkt mig at kigge nærmere på fremover. For hvis stordrift er en af de grundlæggende idéer bag kollektiv kapitalforvaltning, burde vi også kunne svare på et ret enkelt spørgsmål:
Får investorerne egentlig del i de stordriftsfordele, som deres egne penge er med til at skabe?
Det spørgsmål synes jeg er blevet endnu mere interessant med Jyske Banks køb af Formuepleje.
Jyske Invest har omkring 53 mia. kr. under forvaltning. Formuepleje kommer med yderligere 40 mia. kr. Tilsammen nærmer kapitalforvaltningsforretningen sig 93 mia. kr.
Det er en størrelse, hvor der burde være gode muligheder for at høste stordriftsfordele.
Så Vamos Formuepleje. Lad os se, hvem der ender med at få glæde af dem.


