At indrømme en fejl kan føles ubehageligt, især i en verden hvor ledere og virksomheder ofte er mere optagede af at fremstå ufejlbarlige. Men ifølge både Warren Buffett og Robert Cialdini kan det være en af de mest effektive måder at øge troværdighed på.
Warren Buffets årlige aktionærbreve er meget ventet af kommentatorer, medier og naturligvis investorer. Hvilke klare forudsigelser kan man udlede af nyhedsbrevet? Det skal det ikke handle om her, men i højere grad om en af de teknikker Warren Buffett bruger igen og igen. Faktisk mindst 16 gange har han indrømmet fejl i sine aktionærbreve.
I sit seneste aktionærbrev skriver Warren Buffett åbent om sine fejl i kapitalallokering og vurdering af ledere:
“Nogle gange har jeg begået fejl i vurderingen af fremtidig indtjening i en virksomhed, jeg har købt til Berkshire – hver især et tilfælde af fejlslagen kapitalallokering. (…) Den kardinale synd er at forsinke rettelsen af fejl, eller som Charlie Munger kaldte det: ‘thumb-sucking.’ Problemer, sagde han til mig, kan ikke ønskes væk. De kræver handling, uanset hvor ubehagelig den måtte være.”
Buffett gør det modsatte af mange virksomhedsledere: Han forsøger ikke at skjule fejl, men sætter dem i kontekst. Dette er ikke bare en personlig filosofi, men en bevidst strategi for at opbygge tillid blandt investorer og aktionærer.
Robert Cialdini, en af verdens førende eksperter i overtalelse, har tidligere forklaret, hvorfor Buffett og hans partner Charlie Munger ofte starter med at indrømme fejl. I et interview med CNBC fremhæver Cialdini, at denne teknik er kraftfuld, fordi den gør modtageren mere modtagelig for efterfølgende argumenter.
“Når du indrømmer en fejl først, opfattes du som mere oprigtig, og folk er mere tilbøjelige til at stole på alt, hvad du siger derefter,” forklarer Cialdinitte er kendt som “præsentationsrækkefølgeteknikken” – hvor en person, der starter med en svaghed, ofte opfattes som mere troværdig end en, der kun fokuserer på styrker.
Både Warren Buffett og Charlie Munger har længe været beundrere af Cialdinis arbejde. Munger har i flere interviews nævnt, at han betragter Cialdinis bog Influence som en af de vigtigste bøger, han nogensinde har læst.
Charlie Munger har kaldt Influence for den bedste forretningsbog nogensinde og var så imponeret over dens indhold, at han sendte Cialdini et takkebrev sammen med en aktie i Berkshire Hathaway, dengang værdisat til $75.000.
Warren Buffett rangerer også Influence højt og placerer den som sin tredje mest foretrukne forretningsbog.
Disse eksempler illustrerer, hvordan Buffett og Munger ikke kun værdsætter Cialdinis arbejde, men også aktivt integrerer hans principper i deres egne forretningsstrategier.
Buffett har også praktiseret Cialdinis teknikker i sine aktionærbreve, hvor han ofte starter med at påpege sine egne fejl, før han præsenterer Berkshire Hathaways resultater. Dette skaber en fortælling, hvor han fremstår som en ærlig og pålidelig leder – hvilket igen styrker hans argumenter.
At indrømme en fejl er ikke et tegn på svaghed. Tværtimod kan det være en strategi, der øger din troværdighed og gør dit publikum mere modtageligt for dine budskaber. Som Buffett og Munger viser, er ærlighed ikke kun en dyd – det er også en taktisk fordel.
Så næste gang du står over for en fejl, så overvej at tage Buffetts tilgang: Indrøm den først, ret den hurtigt, og brug den som et springbræt til at styrke din troværdighed.
Udover hans åbenhed om fejl, delte Warren Buffett i sit seneste aktionærbrev flere bemærkelsesværdige indsigter:
I sit seneste aktionærbrev fortæller Warren Buffett også historien om Pete Liegl, grundlæggeren af Forest River, som Berkshire Hathaway købte i 2005. Liegl ønskede finansiel sikkerhed for sin familie, men ville fortsætte med at drive virksomheden. Handlen blev indgået på en enkelt dag uden behov for lange forhandlinger eller due diligence – et eksempel på Buffetts tillid til stærke ledere.
Buffett beskriver Liegl som en no-nonsense leder, der byggede en virksomhed, som “skød lysene ud” og skabte milliarder i værdi for Berkshires aktionærer. Han accepterede en beskeden årsløn på $100.000 og foreslog selv en bonusstruktur, der belønnede resultater – en model, der tydeligvis fungerede.
Interessant nok kan Buffetts fremhævelse af Liegls historie også tolkes som en stikpille til den amerikanske politiske kultur, hvor der ofte er fokus på at hænge fejl op på navngivne personer. Buffett nævner sin egen tilgang til ledelse, hvor han følger rådet fra sin mentor Tom Murphy: “Praise by name, criticize by category.” Med andre ord: Hyld de stærke ledere, men undgå at hænge enkeltpersoner offentligt ud for deres fejl.
I en tid hvor det politiske landskab er præget af personlige angreb, sender Buffett måske en subtil besked om, at ægte lederskab handler om resultater – ikke om at pege fingre.
Buffetts seneste brev er endnu en påmindelse om, hvorfor han er en af de mest respekterede investorer i verden. Hans ærlige, jordnære tilgang – kombineret med hans dybe indsigt i investering og virksomhedsledelse – gør det til et must-read for alle, der ønsker at forstå langsigtet værdiskabelse.
Andet om nudge
