Jeg bor i Kolding, hvor det grønne energiselskab Green Hydrogen Systems har hovedsæde. Da selskabet gik på børsen, bemærkede jeg noget interessant: flere og flere i min omgangskreds begyndte at snakke om aktier – og mange investerede faktisk i netop Green Hydrogen. Det fik mig til at tænke: kan en lokal børsnotering virkelig få folk til at hoppe med på aktiemarkedet?
Et nyt studie giver et klart svar: ja, det kan den. Ifølge forskerne bag Local IPOs and Household Stock Market Participation kan lokal IPO-aktivitet føre til en stigning i aktiemarkedets deltagelse på 5–6 %. Det er ikke småting – især når man tænker på, at aktieinvestering er en af de vigtigste måder at opbygge formue på over tid.
Lokal aktier kan få flere til at investere
Studiet viser, at når en lokal virksomhed går på børsen, så får det flere husstande i nærheden til både at begynde at investere og til at øge andelen af aktier i deres portefølje. Men hvorfor?
Forklaringen ligger i opmærksomhed – ikke penge. Lokale IPO’er skaber medieomtale og samtale i lokalområdet, og det øger ganske enkelt folks interesse og kendskab til aktiemarkedet. Det handler altså ikke om, at folk bliver rigere af IPO’en (medmindre de arbejder i virksomheden). Det handler om, at IPO’en får dem til at lægge mærke til aktier.
Effekten er særligt tydelig i tiden omkring selve børsnoteringen – altså kvartalet før og efter. Det tyder på, at det netop er den opmærksomhed, IPO’en skaber, der får folk til at handle. Og sjovt nok: husstande tættere på virksomheden er mere påvirkede – især hvis de bor indenfor 10 miles.
Det kendte virker mere sikkert
En vigtig grund til, at folk investerer i lokale aktier, er den psykologiske følelse af tryghed. Når en virksomhed ligger i vores nærområde, føles den mere “ægte” og gennemskuelig. Vi ser måske medarbejdere i bybilledet, kender nogen, der arbejder der, eller har læst om virksomheden i lokalavisen. Det giver en fornemmelse af kontrol – og den slags aktier føles mindre risikable, selvom det ikke nødvendigvis er sandt.
Denne mekanisme er en del af det, forskningen kalder “familiarity bias” – vi overvurderer sikkerheden i det velkendte.
Det taler jeg lidt om i den her video:
Køber også andre aktier
Et andet interessant fund er, at folk typisk ikke bare køber aktier i den virksomhed, der går på børsen. De begynder også at investere i virksomheder i samme branche eller region. Det styrker idéen om, at det er information og opmærksomhed – ikke pludselig velstand – der driver effekten.
Forskerne testede også, om det var en “rigmandseffekt” – altså om folk med stigende indkomster eller formuer var mere tilbøjelige til at investere efter en IPO. Det fandt de ikke. Tværtimod var effekten størst hos dem med stabil økonomi og en vis likviditet.
Og det stopper ikke her: investorerne handler ikke hovedløst. De spreder deres investeringer og øger diversificeringen i deres portefølje – en god nyhed for dem og for markedet som helhed.
Så næste gang en lokal virksomhed går på børsen, kan du regne med, at det ikke bare ændrer virksomhedens fremtid – det kan også ændre din nabos.
Vi må så blot håbe, at de mange investorer i Green Hydrogen Systems fra Kolding, ikke lader sig påvirke af den dårlige oplevelse (aktien er stort set 0,- værd) og herefter helt undgår aktiemarkedet fremover. For som Andersen og Nielsen (2010) viser i deres studie af danskere, der tabte penge på bankaktier under finanskrisen, så er det desværre ofte sådan, at de, der én gang har oplevet tab, holder sig væk fra markedet i lang tid efterfølgende.
Ikke fordi de nødvendigvis er risikoaverse – men fordi brændt barn som bekendt skyr ilden.
🔗 Læs hele studiet (PDF)
🔗 Læs Andersen & Nielsen (2010): OBTS – “Participation Constraints…”