Bitcoin mønt

Endnu et kollaps i krypto

I november blev vi vidner til årets tredje større kollaps i krypto-valuta. Denne gang er det krypto-børsen, FTX, der væltede og har efterladt tusindvis af frustrerede investorer, der har mistet formuer.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke har været med på krypto og at jeg ikke forstår krypto. Jeg kan – svagt – forstå, at blockchain – som er en del af setuppet omkring krypto – kan have nogle muligheder i for eksempel international handel. Desværre har det vist sig at markedet ikke helt er klar til at bruge blockchain i international handel, hvorfor Maersk og IBM har lukket deres fælles projekt, TradeLens.

Krypto – og især Bitcoin – har været på manges læber de seneste fem år. Der har været store opture og store nedture. Formuer er blevet skabt og vasket væk igen.

Mulig boble?

Jeg skal ikke sige, at der har været en boble, men på anekdotisk plan, har jeg længe observeret signaler på det. For eksempel findes en Instagram-profil med Daniel Mac, der spørger chauffører i fede biler, om hvad de tjener deres penge på. Her har der været rigtig mange, der svarede “crypto”, mens de kørte i de vildeste superbiler.

Rigdom bygget på et aktiv, der reelt ingen nytteværdi har, kan være flygtig. Det lærte de i holland i 1630, hvor tulipaner mistede deres værdi i det vi i dag kender som tulipan-krakket. Forud var gået en periode, hvor nye varianter af tulipaner, handledes til flere årslønninger.

Jeg siger ikke der har været en boble i krypto – men det ligner. Det kan sagtens være at krypto vil overleve som en alternativ betalingsmulighed, men det vil nok kræve mere ordnede forhold. Myndighederne har fået styr på sidegadevekselerer i store dele af verden – turen må snart komme til krypto-udbydere.

Krypto-børs væltet

I starten af november 2022 kom turen så til FTX, som var en børs for handel med afledte instrumenter på krypto-valutaer. Blandt andet en række instrumenter, der ikke er tilladt i USA, hvorfor børsen holdt til på Bahamas. Et land der også er kendt for lempelige vilkår for banker og virksomheder.

FTX blev stiftet af Sam Bankman-Fried, der begyndte at handle med krypto i 2017. Her stiftede han en hedgefond kaldet Alameda Research. De skabte hurtigt et navn på blandt andet at udnytte en skævhed i værdiansættelse på bitcoin i USA og Japan. De kunne nemlig købe billigt det ene sted og sælge – risikofrit – dyrt det andet sted. Faktisk meget lig det pyramidespil Charles Ponzi lancerede i 1920. Her var ideen at købe porto billigt i Europa, der så kunne sælges dyrt i USA, og han lokkede mange investorer til inden det hele væltede. Dette krak betyder, at den slags pyramidespil den dag i dag kaldes Ponzi-schemes.

Er det et Ponzi-scheme?

Hvorvidt der er tale om bevidst bedrageri er endnu ikke afklaret, men som nævnt minder en del af aktiviteten om et Ponzi-scheme. At FTX er hjemmehørende på Bahamas, burde måske også have advaret flere, men nogen gange er vi naive i jagten på afkast.

En del af indskydernes midler i FTX overført Sam til hans hedge-fond, Alameda Research, hvor de blev investeret i høj-risiko investeringer. En oplysning mange indskydere ikke var vidende om.

Uroen startede da Binance (en anden krypto-børs) trak sig fra en overtagelse af FTX. De var i gang med deres due diligence, da de pludselig droppede overtagelsen. Og så gik det hurtigt ned ad bakken.

Hvis jeg arbejdede i kassen i en bank og tog penge med hjem hver aften, ville det være ulovligt

Andrew Ross Sorkin

Stifteren af FTX, Sam Bankman-Fried, er lige blevet interviewet af Andrew Ross Sorkin fra Deal Book / NY Times. En interessant interview med en meget åben – især efter amerikanske standarder – ansvarlig tidligere direktør, og de taler blandt andet om en række af de afsløringer, krakket har bragt frem:

  • Spekulation i gearede produkter for indskyderes midler som nævnt ovenfor
  • Donering til politikere for at sikre lempelige vilkår for krypto i USA
  • Hans forældre har fået betalt en feriebolig af FTX
  • FTX havde ingen direktør eller bestyrelse
  • Sammenblanding af privat økonomi og FTX

Normalt ville advokater til en person i Sam Bankman-Frieds situation kraftigt fraråde den slags interviews.

Til allersidst spørger Andrew Ross Sorkin om Sam har været ærlig i interviewet. Svaret er ikke helt så let at afkode, og jeg er sikker på at eksperter i kropssprog kan udlede en del af hans kropssprog.

Vi har nok ikke hørt det sidste til dette krak – eller oplevet det sidste krak i krypto.

Du kan læse mere om krakket i FTX her.

Disclaimer:

Investering kan være behæftet med risiko, og materialet på denne blog kan ikke betragtes som en anbefaling om at købe eller sælge. Kommentarer og analyser er baseret på informationer, som Hulemandens finder pålidelige, men vi påtager os ikke ansvar for disse informationers rigtighed eller for dispositioner foretaget på baggrund af informationer eller vurderinger indeholdt i anbefalinger og analyser. Læsere opfordres til selv at analysere og undersøge materialet på bloggen med hensyn til pålideligheden af kilden og fortolkninger og antagelser.

Få mail når der er nyt​

Podcast om investering

  • Investeringsbogen Naar Hulemænd investerer

    Investeringsbog: Når hulemænd investerer

    kr. 149,00kr. 199,00
    Vælg muligheder This product has multiple variants. The options may be chosen on the product page