Vinteren er til eventyr og hygge og her får I et lille vintereventyr. Et eventyr om mennesker og hvordan vi ofte agerer. Læn dig godt tilbag og lyt med:
Det er faktisk ikke en historie om skøjteløb, men en fortælling om den psykologi, der hersker på aktiemarkedet. Her lader vi os ofte også lokke af, hvad andre gør.
De første ved gadekæret betragter isen og vurderer, hvorvidt isen er tilstrækkelig holdbar til at kunne bære deres vægt. Hvor mange dage har det frosset? Er der revner i isen? Kan der bankes hul i isen? En rationel og fornuftig analyse, der kræver sine overvejelser.
De næste, der kommer forbi, laver samme overvejelser og skeler samtidigt til, at den første mand allerede er ude på isen.
Jo flere der kommer ud på isen, jo mindre vurderer folk på situationen og jo mere styrer intuitionen og fristelsen til at følge med de andre.
Vi gør gerne det samme som de andre. Det er derfor, at det er så vigtigt for restauranter at få de første gæster ind hver aften. For når der er nogen, så vil andre også derind.
Det gælder for restauranter og for aktiemarkeder, men det gælder også for andre investeringsmuligheder. Meget få vil være de første, men når andre har taget investeringen til sig, strømmer vi andre til.
Men isen bliver faktisk mindre sikker af at der er mange på isen….
Godnat og sov godt!
Skulle du have lyst til selv at læse historien op, kan du finde teksten herunder. Den tager udgangspunkt i en historie af den franske økonom, Jean-Baptiste Say.
Der var en gang en læge, der boede i en lille idyllisk fransk landsby. Gennem hans vindue kunne han se landsbyens gadekær. Det var blevet vinter og sneen dalede ned over den lille by og gadekæret frøs lige så stille til is.
Lægen betragtede en dag, hvordan byens folk passerede gadekæret. Enkelte stoppede op og betragtede gadekæret men de hastede alle videre.
Lidt op ad dagen stoppede én af byens mænd op og dristede sig lidt efter ud på isen. Han konstaterede at vandet kunne bære ham og hentede skyndsomt sine skøjter for at tage sig en skøjtetur hele vejen rundt på gadekæret.
Derefter bemærkede lægen, hvordan flere af landsbyens folk stoppede op og betragtede manden, der skøjtede på gadekæret. Nogle af de forbipasserende vendte senere tilbage med skøjter i hånden og tilsluttede sig den første mand ude på isen.
I takt med at flere vovede sig ud på isen, fik flere og flere lyst til en skøjtetur. I løbet af eftermiddagen var flere af landsbyens borgere i gang med at skøjte.
Der var liv og glade dage på byens gadekær den dag, helt indtil mørkets frembrud.
Der blev talt om dagens oplevelser i de små hjem den aften og i byens gader. Den næste dag ved lysets frembrud vendte mangt en skøjteløber fra dagen før tilbage til byens gadekær. De blev fulgt af endnu flere af landsbyens beboere, der havde hørt om den foregående dags stemningsfyldte oplevelse på byens gadekær.
Som dagene gik, fulgte flere og flere af landsbyens beboere trop. Det blev et samlingspunkt, der var omgivet af nærmest en euforisk stemning, som alle gerne ville være en del af. Selv folk, der normalt ikke stod på skøjter, slap deres betænkeligheder og lod sig pludseligt friste af en tur på byens gadekær, når nu næsten alle andre i byen havde prøvet denne glædesrus.
Det var en dejlig tid og dagene blev længere og varmere…..
