Løgnen er en del af de flestes hverdag. Nogle former for løgne er accepterede og i nogle kredse er accepten for løgne meget bred. Dan Ariely’s film om (U)ærlighed er nu på Netflix.
Historier om Tandfeen, Julemanden og Påskeharen er accepteret i mange kulturer. Beklager at ødelægge illusionen, men det er måske en af de første introduktioner børn får til løgne. En introduktion, der på mange måder kan være uheldig, selvom det virker ganske uskyldigt.
Det viser sig nemlig at hjernen kan skabe en form for norm for løgn. Hjernescanninger viser aktivitet i hjernen når man lyver første gang. Men har man gentaget løgnen flere gange er der ikke længere denne aktivitet. Hjernen har så at sige accepteret at vi lyver. Især hvis løgnen er langt væk fra kontanter – hvilket jo sker hyppigere og hyppigere med de nye betalingsmåder.
Dan Ariely og hans team har kigget nærmere på løgn og snyd – også globalt. Det viste desværre ikke den store forskel på vores omgang med sandheden, hvilket kan indikere at løgnen er en naturlig del af mennesket. Dog viste to af forsøgene at bankfolk snyder mere end politikere. Hvem ville have troet det?
Som tidligere nævnt har teamet lavet en meget rost dokumentar om deres resultater. En film, der kigger nærmere på anatomien bag løgne – både de store og de små – og som gør os klogere på nogle af mekanismerne bag de accepterede løgne.
