Forestil dig en retssal, hvor dommerens maveknurren, vejret udenfor eller gårsdagens fodboldresultat kan påvirke en afgørelse. Det lyder som fiktion, men forskning viser, at vores retssystem ikke er så objektivt, som vi gerne vil tro.
I en artikel på Psyche.co belyser juristen og psykologen Samu Czabán, hvordan tilsyneladende irrelevante faktorer kan påvirke juridiske beslutninger. Et bemærkelsesværdigt eksempel er en undersøgelse af israelske dommere, der viste, at de var mere tilbøjelige til at give prøveløsladelse om morgenen og efter frokost, men mindre tilbøjelige lige før frokost – muligvis på grund af sult og træthed.
Et andet eksempel er “gambler’s fallacy”, hvor dommere i asylsager var mere tilbøjelige til at afvise en ansøgning, hvis de netop havde godkendt en anden – som om retfærdighed skulle balanceres som et spil roulette.
Andre eksempler på hvordan dommere og nævninge kan påvirkes, kan være:
Dommeres strafudmåling kan påvirkes af irrelevante tal. Hvis en anklager foreslår en høj straf, kan dommeren være tilbøjelig til at vælge en straf, der ligger højere – selv hvis forslaget er urealistisk. Et eksperiment viste, at dommere, der slog en terning med et højt tal før strafudmåling, gav strengere domme.
Hvordan en sag præsenteres – om noget ses som en “gevinst” eller et “tab” – kan ændre en dommers eller juryens opfattelse. For eksempel vurderes risici ofte mere alvorligt, når de præsenteres som potentielle tab end som mulige undgåede gevinster.
Beslutningstagere overvurderer sandsynligheden for begivenheder, der er let tilgængelige i hukommelsen. Hvis en voldelig forbrydelse for nylig har været dækket intenst i medierne, kan dommere eller nævninge være mere tilbøjelige til at dømme hårdere i lignende sager.
Dommeren eller nævninge har lettere ved at identificere sig med personer, der ligner dem selv – et fænomen som kan skabe ulighed i behandlingen af sager, især i sager hvor race, etnicitet eller socioøkonomisk status adskiller den tiltalte fra beslutningstagerne.
Der er en tendens til at foretrække den nuværende tilstand. I juridisk praksis kan dette føre til, at systemet favoriserer det bestående – fx ved at dommere oftere stadfæster tidligere domme i appelinstanser, selv når der er tvivl om afgørelsens rimelighed.
Dommeres og advokaters tillid til egne vurderinger og erfaringer kan føre til overdreven sikkerhed i beslutninger – og dermed mindre åbenhed over for modstridende beviser eller nye argumenter.
Og så har vi slet ikke kigget på hvordan vidner kan være påvirkede.
Øjenvidneudsagn spiller ofte en central rolle i straffesager, men de er ikke altid pålidelige. Især når politiet eller anklagere utilsigtet eller bevidst påvirker vidner, kan det føre til alvorlige justitsmord.
Et markant eksempel er sagen om Shareef Cousin fra New Orleans. Som 17-årig blev han dømt til døden for mord, udelukkende baseret på et øjenvidnes identificering. Senere kom det frem, at vidnet oprindeligt havde fortalt politiet, at hun ikke kunne genkende gerningsmanden, da hun ikke bar briller under hændelsen. Denne information blev tilbageholdt af anklagemyndigheden, og yderligere vidner blev angiveligt forhindret i at vidne til Cousins fordel. Hans dom blev omstødt i 1998.
Et andet tilfælde er Anthony Broadwater, som blev dømt for voldtægt i 1982. Offeret, forfatteren Alice Sebold, identificerede ham i retten, selvom hun under en politilinje havde peget på en anden person. Det blev senere afsløret, at anklageren havde givet Sebold misvisende information, hvilket førte til hendes ændrede identificering. Broadwater blev frikendt i 2021 efter at have tilbragt 16 år i fængsel.
Disse sager illustrerer, hvordan myndigheders indflydelse kan forvride øjenvidners erindringer og føre til fejlagtige domme. For at mindske sådanne fejl anbefaler eksperter brug af “double-blind” lineups, hvor den person, der administrerer lineuppet, ikke ved, hvem den mistænkte er, samt klare instruktioner til vidner om, at gerningsmanden måske ikke er til stede i lineuppet.
Så næste gang nogen siger “jeg har set det med mine egne øjne” er det ikke sikkert, du skal lægge så meget værdi i det.
Disse eksempler understreger, at dommere – som alle mennesker – er påvirkelige over for kognitive bias – systematiske fejl i vores tænkning. Bias som “confirmation bias”, hvor man søger information, der bekræfter ens forudfattede meninger, eller “hindsight bias”, hvor man ser begivenheder som mere forudsigelige efter de er sket, kan have alvorlige konsekvenser i retssalen.
Men hvad kan vi gøre ved det? Czabán foreslår, at jurister og dommere bør uddannes i at genkende og håndtere disse bias. Ved at øge bevidstheden om vores egne tankemønstre kan vi tage skridt mod et mere retfærdigt retssystem.
I sidste ende handler det om at erkende, at retfærdighed ikke kun afhænger af lovens bogstav, men også af menneskets sind. Ved at forstå og adressere de skjulte påvirkninger i retssalen kan vi arbejde hen imod et mere objektivt og retfærdigt retssystem.
Læs hele artiklen af Samu Czabán her: A lawyer’s view of irrelevant influences in the courtroom
Andet om nudge
