Der har de seneste år været stor fokus på betydningen af betaling af provisioner til rådgivere. For eksempel arbejder man på at forbyde visse provisioner fra investeringsforeninger til banker. Men det giver også problemer i andre industrier.
Vi vil alle sammen helst have at de råd vi modtager tager udgangspunkt i vore behov og den mest optimale løsning for os. Det gælder hvad enten vi sidder i banken, ligger i en tandlægestol, står hos mekanikeren, sidder overfor vores læge og mange andre situationer. Men sådan forholder det sig ikke altid, for rådgiverens egne behov kan også få betydning.
Noget tyder på at betaling fra en leverandør kan have meget stor betydning for hvordan man agerer. Man kan sige at det er lidt ligesom, når vi får en smagsprøve i et supermarked. Så har de fleste en tendens til at overveje at købe pågældende vare – også selvom den ikke står på indkøbsedlen. For der er opståen en form for binding mellem producenten og forbrugeren (eller måske snarere mellem den søde dame med smagsprøverne og forbrugeren).
Betaling lig med flere recepter
For at se på betydningen af betalingerne fra en leverandør, har jeg fundet en amerikansk undersøgelse, der kigger nærmere på læger. Læger i USA kan modtage betaling fra lægemiddelindustrien. De har altid hævdet, at det dog ikke har nogen betydning for deres brug af lægemidler.
Jeg foretrækker specifik medicin fremfor anden, baseret på kvaliteten af medicinen og patientens udbytte af medicinen
Betalingerne de modtager, har ikke direkte sammenhæng mellem deres recepter. Der er altså ikke tale om betaling for udført arbejde eller provision. Betalingen har dog alligevel betydning for hvor vidt de pågældende læger udsteder recepter med et specifikt produkt.
En læge, der modtog et stort beløb og som udskrev væsentligt flere recepter med navngiven medicin på, hævder, at han gjorde det med baggrund i fordelene for patienten og kvaliteten af medicinen.
Hvis læger – som man må forvente en høj etik og moral fra – opfører sig sådan, hvordan så med mange andre faggrupper? Jeg mener at denne undersøgelse blot bekræfter behovet for, at forhindre betalinger mellem leverandører og rådgivere på en lang række områder.
Løsningen er ikke nødvendigvis det man kalder ‘disclosure’. Det er siden finanskrisen prøvet i flere lande, hvor man har stillet krav om, at rådgivere skal oplyse om eventuelle interessekonflikter. Desværre løser det ikke problemet, for det får kunderne til at tænke “sikke en ærlige rådgiver – ham/hende kan vi stole på”.
Du kan læse mere om undersøgelsen her.
