Det kræver ikke den store indsigt i klassisk musik at vide, at en Stradivarius er et dyrt instrument. Det har pressen, generel omtale og ejere af disse instrumenter fået os til at synes. Men kan vi virkelig høre forskel? Eller kan eksperter høre forskel?
Rigtig tit er den værdi vi sætter på ting forbundet med forventninger, eller den ramme vi oplever tingen i. Eller med en tings tidligere ejer – hvorfor vil nogen ellers betale $48.875 for et målebånd John F Kennedy har ejet.
Måske forholder det sig også sådan med Stadivarius-instrumenter?
Stradivari levede i Italien fra 1644-1737 og byggede strengeinstrumenter. Han nåede at bygge 1.116, hvoraf de fleste var violiner. Heraf findes ca 540 fortsat. Især de violiner han byggede i de senere år – hans såkaldte gyldne periode – har en ganske særlig klang. Siger man. Men er der virkelig forskel? Ikke umiddelbart ifølge et forsøg, hvor 21 musikere testede 6 violiner i en blindtest. Her foretrak de alle de billigste og mest moderne instrumenter og forkastede således to Stradivarus.
LÆS OGSÅ: Stradivarius – fakta eller fiktion
En berømt amerikans violinist, Joshua Bell, var en morgen i 2007 deltager i et lille eksperiment. I nærheden af en af Washington DC’s travle metro-stationer havde han taget opstilling med sin violin. Der er ikke tale om en hvilken som helst violin, men faktisk om en Stradivarius med en interessant historie. Bell havde betalt $3,5 mio for instrumentet seks år tidligere. Der stod han så en tidlig morgen i den klassiske gademusikant-opstilling, med violinkassen åben foran sig. Han havde, som en garvet gademusikant, placeret lidt småmønter og sedler i kassen, for at lokke betalingen i gang. Dog uden det store held.
Af de 1.067, der passerede ham, stoppede næsten ingen op. Han fik ingen applaus for hans mesterlige fremførsler af vanskelige klassiske stykker. Og hans indtjening stod i skærende kontrast til den sædepris på $100, han ofte kan opkræve for sin optræden. På et tidspunkt fangede han dog et lille barns interesse. Men moren fik dog hurtigt barnet med væk igen. Kun en gav udtryk for at hun genkendte ham.
Så måske er både Joshua Bells og Stradivarius kvaliteter lidt overdrevne? Eller er der bare stor snob-værdi omkring klassisk musik og violiner? Det var nogen af de diskusioner Gene Weingarten’s artikel i Washington Post affødte og – for at blive i snobberiet – vandt han en Pullitzer-pris for artiklen om Joshua Bell. Du kan læse den originale artikel her hvis du ikke synes min er god nok.
