Håndtering af penge kan ændre vores måde at agere på. Mange forsøg har vist at vi bliver mere egoistiske og selvpromoverende af kontanter. Det gælder også børn helt ned til tre år viser et nyt forsøg.
Penge påvirker os på forskellige måder. Blandt andet har Dan Ariely vist at de fleste kan finde på at stjæle materialer – papir, kuglepenne, søm/skruer eller lignende – fra deres arbejdsgiver, mens de færreste vil stjæle kontanter. Man kan sige at moralen falder jo længere vi kommer fra kontanter/penge-begrebet.
Det har også vist sig at være gældende omkring finanskrisen. I det hele taget kan magt og penge få det værste frem i os. Også selvom det blot er et spil Matador, som dette indlæg handler om:
Men hvornår starter vi med at blive påvirket af penge? Måske længe før vi reelt har begreb om værdien af dem, viser et nyt forskningsprojekt, der har kigget nærmere på børn og penges påvirkning af dem. I et polsk/amerikansk projekt har man udsat børn mellem 3-6 år for en række forsøg omkring penge.
I et forsøg skulle børnene sortere kontanter og derefter udføre en opgave, der ville hjælpe andre børn. Samtidig skulle en anden gruppe børn sortere knapper i farver og derefter udføre den samme opgave. Børn, der netop havde håndteret kontanter, var mindre villige til at hjælpe andre børn.
Til gengæld brugte de penge-påvirkede børn længere tid på at løse en opgave, hvor de kunne tjene penge.
I et andet forsøg kunne børn lege med kontanter så længe de ville. Efterfølgende forsøg viste, at jo længere de havde leget med kontanter jo mindre var de villige til at hjælpe andre.
Forskernes konklusion er at børnene – på samme måde som voksne – bliver mindre hjælpsomme og egoistiske af penge.
Du kan finde hele forskernes afhandling her eller en mere læsevenlig artikel de har udgivet her.